Rekord i eksport af smågrise kan koste danske arbejdspladser
Formand for Danske Slagterier advarer mod tab af danske arbejdspladser som følge af stigende eksport

12.04.2007 Af Kommunikationsafdelingen

Formand for Danske Slagterier advarer mod tab af danske arbejdspladser som følge af stigende eksport

Med mere end 325.000 eksporterede smågrise i marts måned er der sat ny rekord for eksport af smågrise i en enkelt måned, viser nye tal fra Danske Slagterier. Den hidtidige rekord lå i december måned 2005, hvor der blev eksporteret 312.000 smågrise.

I alt for de første 3 måneder af 2006 er der eksporteret 906.000 smågrise mod 678.000 samme periode sidste år. Alt tyder således på at eksporten af smågrise fortsætter med at stige, samtidig med, at seneste svinetælling viser faldende fremadrettet produktion i Danmark.

"Udviklingen er bekymrende, fordi vi ved, at hver gang der sendes 1 mio. smågrise ud af landet, koster det ca. 1.000 arbejdspladser i slagterisektoren og de tilknyttede sektorer", siger formand for Danske Slagterier, gårdejer Bent Claudi Lassen.

Den store eksport af smågrise finder bl.a. sted, fordi dansk lovgivning kræver at slagtesvineproducenter skal eje store jordarealer for at opdrætte slagtesvin i Danmark. Det bevirker, at det i mange tilfælde bedre kan betale sig at eksportere smågrisene, til især Tyskland, fremfor at opdrætte slagtesvin i Danmark.

"Regeringen har allerede taget skridt til at bedre forholdene for danske slagtesvinproducenter, men udviklingen understreger, at der er behov for, at der på alle områder sikres konkurrecedygtige rammebetingelser, hvis ikke eksporten af smågrise og dermed reelt danske arbejdspladser, skal fortsætte", siger Bent Claudi Lassen.