Danish Meat Association er enig i Forbrugerministerens beslutning om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på mulighederne for at begrænse forekomsten af Salmonella i kød.
- Vi kan fuldt ud støtte, at der gøres en ekstra indsats for at reducere forekomsten af Salmonella, siger veterinærdirektør Erik Bisgaard Madsen fra Danish Meat Association.
Forekomsten af Salmonella i dansk kød er særdeles lav, primært som følge af den danske salmonellahandlingsplan fra midt i 90'erne. Planen betyder bl.a., at den danske kødbranche har investeret over en mia. kr. til bekæmpelse af Salmonella. Forekomsten af Salmonella i importeret kød er imidlertid fortsat høj.
- Vi har alle en interesse i, at forbrugerbeskyttelsen er høj i hele EU. Forbrugerne skal kunne have tillid til, at de ikke bliver syge af at spise kød, uanset om det er dansk produceret eller importeret. Derfor støtter vi Forbrugerministerens tiltag om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på mulighederne for at bekæmpe forekomsten af Salmonella i importeret kød. Vi indgår gerne i arbejdsgruppen med den ekspertise i bekæmpelse af Salmonella, som vi har oparbejdet over de seneste mange år.
- Det er vigtigt at understrege, at det ikke er realistisk at reducere forekomsten af Salmonella fuldstændigt, fordi det er en bakterie, der forekommer i naturen.
Erik Bisgaard Madsen opfordrer også danske kødimportører og detailhandelen til at udvise større ansvarlighed og stille krav til deres leverandører. Det vil givetvis kunne afhjælpe en del af problemet, vurderer han.
Yderligere oplysninger:
Veterinærdirektør Erik Bisgaard Madsen, tlf.: 3373 2569, mobil: 4045 0883