Slagteriernes Forskningsinstitut har udviklet endnu en avanceret slagterimaskine, som foreløbig er solgt til Danish Crown
Slagteriernes Forskningsinstitut har i næsten 10 år arbejdet med at automatisere svineslagterier. En række maskiner og robotter har set dagens lys i den periode, og nu er en ny maskine kommet til: en såkaldt hjerteplucksmaskine, der adskiller hjerte, lunger og spise- og luftrør fra hinanden. En tilsvarende maskine til leverplucks, der adskiller lever og mellemgulv, efter at nyrerne manuelt er afskåret, blev installeret på et slagteri sidste år.

Leverplucks på vej ind i maskinen
Mange trængsler
Den nye hjerteplucksmaskine er netop solgt til Danish Crown i Blans efter en indkøringsperiode.
- Det er en milepæl for projektet. Vi skal ikke længere bevise, at apparatet virker. Nu er Danish Crown overbevist om kvaliteten og har frem over selv ansvaret for den daglige drift. Et langvarigt projekt, som Max Pedersen, Sune V. Jensen og jeg har brugt rigtig mange timer på, er sluttet lykkeligt, siger projektleder Carsten Jensen, Slagteriernes Forskningsinstitut.
Projektet med at udvikle maskiner, der automatisk deler og sorterer slagtekroppenes indvolde i hjerte og leverplucks, og hænger dem op på en krog, har kørt i mere end seks år. Meget længere end først antaget. Det skyldes, at man stødte på en række tekniske problemer undervejs.
- Vi måtte erkende, at teknikken ikke kunne hjælpe os langt nok. Så i stedet gik vi i dialog med slagteriarbejderne og fandt ud af, at de med stor fordel kunne udføre en del af arbejdet. Ved at kombinere slagteriarbejderne med plucksmaskinerne lykkedes det at automatisere processen, og samtidig mindske mandskabsbehovet fra fire til to slagteriarbejdere, fortæller Carsten Jensen.
Vigtigt punktum
Tirsdag d. 12/9 satte fabrikschefen fra Danish Crown, Blans, maskinproducenten SFK Meat Systems og Slagteriernes Forskningsinstitut sig sammen for endeligt at afslutte projektet. Med underskriften har Danish Crown købt og overtaget hjerteplucksmaskinen, efter at have købt leverplucksmaskinen i juni 2005.
- Mentalt er projektet slut for os nu. Men vi vil selvfølgelig løbende følge op med Danish Crown i Blans i de næste par måneder for at sikre os, at maskinerne kører som de skal. Og projektet har lært os en meget vigtig lektie, når vi løber panden mod en mur rent teknisk: Gå i tæt dialog med de involverede operatører, og udnyt deres kapacitet, slutter Carsten Jensen.
|
Slagteriernes Forskningsinstitut lægger i løbet af to år sidste hånd på et omfattende automatiseringsprojekt. Tilsammen udgør maskinerne grundstammen i verdens mest avancerede svineslagteri. Danish Crowns nye storslagteri i Horsens udnytter alle muligheder, der giver en række fordele: øget effektivitet og dermed konkurrendeevne, bedre arbejdsmiljø, bedre hygiejne, større udbytter og endda også øget dyrevelfærd. Lær meget mere om de nye maskiner og robotter på vores webtema. |