Dårlig økonomi i svineproduktionen netop nu forårsager markant tilbagegang i den danske svinebestand. Den aktuelle svinetælling viser, at en betydelig strukturtilpasning er i gang. Men også at flere svineproducenter investerer for at være klar til bedre tider. Det mindskede udbud vil slå igennem på svinenoteringen.
Danmarks Statistik har dags dato offentliggjort resultatet af svinetællingen, som blev foretaget 1. april 2008. Med et fald på over 10 procent viser den en markant tilbagegang i den danske svinebestand.
- Det er ikke overraskende, at vi ser et fald. Vi har allerede set det samme ske i en række andre europæiske lande. Men nedgangen i totalbestanden er større end ventet. Det er tydeligt, at vi nu ser resultatet af de høje omkostninger, primært som følge af foderprisernes himmelflugt, fastslår Bent Claudi Lassen, for-mand for Danske Slagterier.
Totalbestanden er reduceret med 10,4 procent siden samme tidspunkt sidste år. De høje priser på korn og soja har således betydet, at strukturudviklingen i erhvervet er blevet fremskyndet.
Danske Slagteriers formand hæfter sig desuden ved det mindre fald i bestanden af førstegangsdrægtige søer (-2,8 procent) og sopolte (-4,7 procent). Antallet af førstegangs drægtige søer og sopolte er en god rettesnor for, hvor stor produktionen bliver i fremtiden.
- Svinetællingen indikerer, at mange svineproducenter netop nu sanerer deres besætninger eller overtager landbrug fra landmænd, der forlader erhvervet. Det giver forretningsmæssigt mening. Det mindsker produktionen på et tidspunkt, hvor der er ikke er god økonomi i at producere grise og samtidig gør det dem konkurrencedygtige på langt sigt.
- Udviklingen skyldes også, at nogle landmænd vælger at indstille produktionen lidt tidligere end de ellers ville have gjort, konstaterer Bent Claudi Lassen.
Det lavere udbud af slagtesvin, som den lave svinebestand medfører, vil uundgåeligt smitte af på priserne. Der mangler endnu at komme nye tal fra svinetællingerne i de andre vesteuropæiske lande. Men det mindre udbud vil give højere noteringer.
- Vi har i vores prognose over svinenoteringen hele tiden forventet stigninger i de kommende måneder. Den aktuelle svinetælling underbygger den udvikling, og vi forventer således at se svinepriserne stige fremadrettet, slutter Bent Claudi Lassen.
Yderligere informationer: Bent Claudi Lassen, 40 31 97 19