Hvordan smager lyden?
Slagteriernes Forskningsinstitut leder projekt om udvikling af sensoriske hurtigmetoder til industrien. Både kødbranchen og B&O deltager i projektet.

14.08.2008 Af Kommunikationsafdelingen

Hvad har kødpålæg og avancerede bilradioer med hinanden at gøre? Umiddelbart måske ikke ret meget, men i et nyt forskningsprojekt ledet af Slagteriernes Forskningsinstitut indgår begge dele. Der er tale om et projekt, hvor der skal udvikles sensoriske hurtigmetoder til brug i industrien. Sensorik handler om at måle eller beskrive de egenskaber ved produkter, som vi oplever med vores sanser – udseende, lugt, smag, konsistens, lyd mv. - uanset om der er tale om kødpålæg eller radioer. Derfor deltager både en række kødforædlingsvirksomheder og B&O i projektet.

- Der er et stigende behov for sensoriske hurtigmetoder til brug i den praktiske del af kvalitetskontrollen og produktudviklingen. Virksomhederne efterspørger sådanne metoder, som de ofte ikke selv har tid til at afprøve og systematisere i en hektisk hverdag med et stort arbejdspres. Der bliver selvfølgelig udført smagsbedømmelser af produkterne, men det kan gøres mere systematisk, så resultaterne også kan bruges til bl.a. at dokumentere kvaliteten, fortæller projektleder Lene Meinert, Slagteriernes Forskningsinstitut.

Målet er at udvikle og teste sensoriske hurtigmetoder, der på den ene side er så simple, at de kan bruges under praktiske produktionsforhold, og på den anden side giver tilstrækkelig sikre resultater, som kan dokumentere kvaliteten.

Læs mere i Nyhedsbrevet Danish Meat nr. 14-2008