Fra første juli er der to kategorier af kalvekød – ”lyst kalvekød” fra kvæg, der er op til otte måneder gamle, og ”kalvekød” fra kvæg som er fra 8 til 12 måneder. Baggrunden er, at det skal være mere gennemskueligt for forbrugerne i EU, hvad de køber.
I Danmark har kalvekød hidtil været fra kød fra kvæg, der er op til ti måneder gamle. Den definition ændres nu. Fra den første juli er der to kategorier af kalvekød: ”lyst kalvekød” fra dyr, der er op til otte måneder gamle, når de slagtes, og ”kalvekød”, som er fra dyr, der er mellem otte og tolv måneder gamle. Det har EU besluttet.
Baggrunden for ændringen er, at definitionen på kalvekød hidtil har været forskellig i de enkelte EU-lande. I for eksempel Frankrig og Italien opfatter man først og fremmest kalvekød som det hvide kød fra meget unge dyr, der er fodret op på mælkeerstatning. Omvendt har man i Spanien betegnet kød fra dyr, som er op til 14 måneder gamle, som kalvekød.
Alderen på etiketten
Af hensyn til varernes frie bevægelighed, har EU derfor nu indført de fælles definitioner på kalvekød, med det formål, at det skal være mere gennemskueligt for forbrugerne, hvad de køber. Med de nye definitioner skal alderen stå på etiketten, enten ”Slagtealder: op til otte måneder”, eller ”Slagtealder: fra otte til 12 måneder”
De to varebetegnelser bliver i Danmark som sagt ”lyst kalvekød” fra de unge dyr og ”kalvekød” for kød fra dyr fra otte til tolv måneder Disse varebetegnelser skal sammen med aldersangivelsen fremgå af etiketten.
De danske forbrugere vil næppe mærke dramatisk forskel i forhold til tidligere. Dog vil der blive mere kød, der skal betegnes som kalvekød end hidtil, idet aldersgrænsen for kalve som sagt hæves med to måneder. Det kan give et mere varieret produkt. For mærkevareproduktionerne, for eksempel Dansk Kalv, vil den hidtidige 10 måneders grænse blive fastholdt.
Læs mere i Nyhedsbrevet Danish Meat: