Den danske svineproduktion er kommet i fornemt selskab som én af 12 største danske ledelsesbedrifter gennem tiderne. Svineproduktionen fremhæves for sin vilje til kontinuerlig produktivitetsforbedring.
Det er fem fremtrædende professorer, der har udpeget ’Danmarks 12 største ledelsesbedrifter’, der udover den danske svineproduktion tæller virksomheder som Lego, Novo Nordisk, ISS, Jysk og A.P. Møller-Mærsk.
Ugebrevet Mandag Morgen (MM) skriver: ”Bag den enkelte svineopdrætter er etableret et omfattende videns- og ledelsessystem. Nye teknologier, fodermetoder m.v. testes konstant, og resultaterne spredes hastigt. Detaljerede benchmarkmålinger i forhold til svineproducenter kloden rundt giver mål for størrelsen af afkom, dødelighedsrater, foderpriser, kapitalomkostninger, dieperioder, vægtøgninger pr. dag osv.”
Direktør i Dansk Svineproduktion Nicolaj Nørgaard siger: ”Det er et skulderklap til den danske svineproduktion og det vidner om viljelyst og ledelsesmod blandt de danske svineproducenter til at tage beslutninger og skaffe ressourcer til udvikling og forskning. Uden det havde vi ikke set den produktionseffektivitet, der nu på fornemmeste vis fremhæves som et foregangseksempel.”
Omkostningsniveauet og den kraftige konsolidering blandt andelsvirksomhederne i det arbejdskraftintensive slagterierhverv, fremhæves også som en faktor i produktivitetsgevinsten bag produktionen af slagtesvin: ”For at kompensere for et højere dansk lønniveau arbejder slagterivirksomhederne intenst med automatisering og robotteknologi. Det er et marked uden fribilletter,” skriver Mandag Morgen.
Samlet set lyder konklusionen: ”Det vedvarende effektiviseringspres er nøgternt set en permanent overlevelseskamp i et af landets største og mest traditionsrige erhverv, og effektiviteten i den samlede produktionskæde er forudsætningen for, at hvert enkelt led på sigt kan eksistere.”
Om det siger Christina Hvid, direktør i Danish Meat Association og Danske Slagterier: ”Jeg er enig i kanonudvalgets konklusion. Mange års konstant fokus på forskning og innovation, høj fødevaresikkerhed og effektiv produktion har gjort den danske svinesektor meget stærk, moderne og konkurrencedygtig. Sektoren eksporterer hvert år for næsten 30 mia. kr. på trods af benhård international konkurrence. Vi er stolte at de resultater vi har nået, og er derfor også glade for at blive fremhævet i Mandag Morgens analyse.”
Læs også i Nyhedsbrevet Danish Meat.