2008 et relativt godt prismæssigt år for oksekødproducenterne
Faldende slagtninger og faldende import fra lande udenfor EU i 2008 betød stigende afregningspriser til oksekødsproducenterne.

27.01.2009 Af Kommunikationsafdelingen Priserne for slagtekvæg steg for i 2008 for alle kategorier. I gennemsnit drejede det sig om en fremgang i afregningspriser på lidt over 10 pct. Sammenlignet med året før var stigningen størst i andet halvår. Da foderpriserne også var relativ gunstige i denne periode, var der tale om en tiltrængt forbedring i økonomien i den specialiserede oksekødproduktion.

Der var en lignende situation i de fleste EU-lande, især på grund af et kraftigt fald i importen af oksekød til EU. Først på året strammede EU kravene til registrering og sporbarhed for importen af oksekød fra Brasilien. Det betød en kraftig reduktion i importen herfra. EU-produktionen var desuden lidt mindre samtidig med at eksporten ud af EU steg.

Færre slagtninger
De danske slagtninger af kvæg var i 2008 knap 1 pct. mindre end i 2007. Der var en nedgang for samtlige kategorier. Eksporten af dyr til slagtning i udlandet faldt til omkring 1.700 dyr mod næsten 10.000 i 2007. Udbudet af slagtedyr er derfor det seneste år faldet med et par procent. Det skyldes først og fremmest, at mælkekvoterne er steget, og at der derfor er sendt færre malkekøer og kvier til slagtning for bedre at udnytte disse produktionsmuligheder.

Udsigt for 2009
For 2009 er der udsigt til yderligere et yderligere svagt fald i slagtningerne. Der må forventes lidt større import til EU fra bl.a. Brasilien. Samtidigt ventes priserne ved import at falde, da de traditionelle eksportlande har devalueret deres valuta kraftigt over for euroen. Den økonomiske situation har desuden betydet meget betragtelige fald i priserne for huder. Også priserne for de dyre produkter som mørbrad og filet er under pres. Der er derfor nu udsigt til at producentpriserne falder i år. Det anerkendte analysefirma Gira regner med en reduktion på omkring 5 pct. i år for EU samlet. Nedgangen i Danmark ventes at blive lidt lavere.

Læs mere i Nyhedsbrevet Danish Meat, nr. 2-2009