Varmen genbruges på slagterierne
En del af den varme, der udvikles ved de forskellige slagteprocesser, bliver indvundet og genbrugt til opvarmning af vand. Hos Danish Crown svarer den genvundne varme til 2.500 husstandes årlige forbrug.

27.01.2009 Af Kommunikationsafdelingen

Slagterierne har gennem mange år haft fokus på at reducere ressourceforbruget. Her har de opnået imponerende resultater, bl.a. indenfor vand- og energibesparelser. Varmegenvinding er et godt eksempel.

På Danish Crowns slagterier har man alene siden 2002/2003 næsten fordoblet varmegenvindingen. Det er sket ved at genvinde varmen fra især trykluftskompressorer, køleprocesser og svideovne. Den genvundne varme bruges typisk til opvarmning af forskellige former for procesvand, fx til skoldekar eller rengøring. Samlet set svarer den genvundne varme til varmeforbruget i ca. 2.500 husstande.

- Ved at genbruge varme sparer vi anden energi, som ellers skulle være brugt til at opvarme forskellige former for brugsvand. Dermed sparer vi penge, ligesom vi også opnår en betydelig reduktion i CO2-belastningen fra produktionen, siger klimachef Charlotte Thy fra Danish Crown.

Også Tican har fokus på varmegenvinding. Senest i forbindelse med et igangværende byggeri af en 50 m høj skorsten på slagteriet i Thisted, der skal lede røgen fra slagteriets svideovn væk. Skorstenen bliver forsynet med et varmegenvindingsaggregat, der vil genvinde størstedelen af varmen i den 450 grader varme røg. Den genvundne varme vil blive brugt til at opvarme vand til rengøring og andre processer.

- Den genvundne varme vil bl.a. blive brugt til at opvarme de ca. 200.000 liter vand, vi bruger i døgnet til rengøring af slagteriet. Vi forventer at spare omkring en million kr. om året til naturgas, som vi hidtil har brugt til opvarmning af vandet, siger teknisk chef Klaus Strømsted.

Så samtidig med at den nye skorsten vil reducere røg- og støjgener fra slagteriet, vil den på sigt også reducere ressourceforbruget til gavn for både økonomien og miljøet.

Læs mere i Nyhedsbrevet Danish Meat, nr. 2-2009