Genåbning for eksporten til Rusland
Tican og yderligere tre af Danish Crowns virksomheder kan igen eksportere svinekød til Rusland.

05.01.2009 Af Kommunikationsafdelingen

De russiske myndigheder har genåbnet for import af svinekød fra fire danske slagterier. Det gælder Ticans slagteri i Thisted, samt Danish Crowns slagterier i Ringsted, Herning og Skærbæk.

Rusland har indført importforbud fra en lang række slagterivirksomheder verden over begrundet i fund af antibiotikarester. Forbuddet har også omfattet en række danske slagterier og opskæringsvirksomheder. Aktuelt er seks danske slagterier og opskæringsvirksomheder fortsat forhindret i at eksportere til Rusland.

Veterinærdirektør Erik Bisgaard Madsen, DMA, understreger, at de russiske fund af reststoffer i dansk svinekød ikke har betydning for fødevaresikkerheden.

- Det er alene de russiske myndigheder, der har valgt at fastsætte nogle grænseværdier, som ligger langt under danske og internationale standarder.

Han roser myndighedernes indsats for at få genåbnet eksporten.

- Fødevareministeriet, Udenrigsministeriet, Danmarks Eksportråd, EU Kommissionen og ambassaderne i Moskva og København har arbejdet på højtryk for at få løst dette problem. I den forbindelse har vi fra branchens side haft et rigtigt godt samarbejde med myndighederne. Dette arbejde har nu bevirket, at fire virksomheder igen kan eksportere til Rusland, siger Erik Bisgaard Madsen.

Endnu resterer at få genåbnet for eksporten til Rusland for Danish Crowns slagterier og opskæringsvirksomheder i Blans, Holstebro, Sæby, Esbjerg, Rødding og Vojens, samt fra det private slagteri Jutland Meat og en række fiske- og frysevirksomheder.

Læs også pressemeddelese fra Fødevareministeriet: Rusland åbner igen for dansk kød