- Der er ikke tilsat svineprotein eller anden form for svinekød i danske kyllingeprodukter. Vi bruger under ingen omstændigheder den slags metoder.
Det siger Per V. Møller, der er administrerende direktør for fjerkræslagteriet Rose Poultry og formand for Dansk Slagtefjerkræ, efter at TV2’s ”Operation X” i sidste uge gav mange seere indtryk at det modsatte.
I programmet sættes der bl.a. fokus på neutralmarinering af kyllingefileter. I den forbindelse viser Operation X, at fileterne kan optage mere marinade ved at tilsætte svineprotein i produktet. Dagbladet B.T. fortalte det samme med Operation X som kilde og siden har andre medier også bragt ”historien”.
Historien har også fundet vej til Saudi Arabien, hvor en journalist konkluder, at der kan være svinekød i danske kyllinger. Det bekymrer Per V. Møller:
- Jeg håber ikke at denne sag fører til, at vores eksport til Mellemøsten kommer i fare. I så fald er der risiko for, at det kommer til at koste danske arbejdspladser. Vi arbejder derfor på at få præciseret overfor den muslimske verden, at vi ikke kommer svineproteiner i danske kyllingeprodukter.
Den danske fjerkræbranche eksporterer årligt for ca. 30 mio. kr. til Mellemøsten.
Operation X var orienteret
Det danske firma BHJ, der er verdens største producent af animalske proteinprodukter, fortæller i en pressemeddelelse, at Operation X opfordrede BHJ til, som en del af tv-programmet, at fremstille kyllingeprodukter med brug af disse proteiner.
Det ønskede BHJ ikke at medvirke til, da deres produkter ikke anvendes noget sted i Danmark til fremstilling af kyllingeprodukter. Det gjorde BHJ klart for Operation X, der imidlertid valgte ikke at bringe denne information videre til seerne.
- Jeg er meget forundret over Operation X’s ageren i denne sag. I noget der ligner en jagt på en afsløring, undlader de at bringe vigtig information videre til forbrugerne. De kunne også have spurgt mig personligt, da de interviewede mig til programmet, om vi bruger svineproteiner i danske kyllingeprodukter - men det gjorde de ikke, fortæller Per V. Møller.
Læs erklæring om at der ikke bruges svineprotein i danske kyllingeprodukter på engelsk, tyrkisk og arabisk.
Læs også pressemeddelelse fra Dansk Slagtefjerkræ: Intet hold i påstande om snyd og svinekød i kyllingeprodukter.