Der er mange gode grunde til, at Rene Martinussen, Salling Super, Aarhus, er modtager af Slagterprisen 2009, der blev uddelt den 8. januar af Danish Meat Association på Axelborg. Ud over at være en passioneret slagter, der har et godt øje til den gode kvalitet, er René Martinussen også en stor inspirator og motivator.
- René Martinussen modtager Slagterprisen 2009, fordi han med en usædvanlig varme og et brændende engagement slår på tromme for den danske kvalitet og konstant gør en indsats for at udvikle slagterbranchen og fremme dens mangfoldighed til glæde for kunder, kollegaer, elever og andre i branchen. Renés fokus på forholdet til små kvalitetsproducenter og engagement på uddannelsesområdet gør ham til en fremragende repræsentant for det moderne slagterfag, siger chefkonsulent Torben Blok fra Danish Meat Association, der står bag Slagterprisen.
Det er 10. gang, Danish Meat Association uddeler slagterprisen, der gives til en dansk slagter, der er med til at gøre en forskel og som er en repræsentant for det moderne slagterfag. Der er en jury på i alt syv personer, der bedømmer modtageren af slagterprisen. Læs mere om slagterprisen og årets prismodtager her.