4 - 500 kødeksperter fra 47 lande
Den 16. august samles verdens eksperter i kød i København. Én uge i august er Slagteriernes Forskningsinstitut sammen med Levnedsmiddelcentret værter for verdenskonferencen ICoMST, hvor teknikere, forskere og udviklere mødes for at diskutere den nyeste forskning i kød. Kødindustrien er også inviteret med. Tilmelding til reduceret pris er inden den 15. maj. Sidste frist er den 27. juli. Den 15. maj er også deadline for indsendelse af short paper til konferencen.

Publiceret 22.04.2009 af Carsten Gydahl-Jensen, Danish Meat Association

Bellacentret danner en smuk ramme for ICoMST 2009 (Foto: Wonderful Copenhagen)

Det er 20 år siden konferencen sidst var i Danmark. I 1989 var det også i København, men endnu tidligere i 1964 og 1957 blev den afholdt i Roskilde. Dengang hed det endnu ikke ICoMST, som står for International Congress of Meat Science and Technology.

Fire måneder før det store arrangement er programmet stort set på plads. Der er allerede 40 talere på programmet, der omfatter emner som blandt andet muskelbiologi, robotteknologi, proceskontrol, fødevaresikkerhed, ernæring og sundhed og kød og gastronomi.

Konferencens ”hot topic” er kastration af grise og hangrise. Emnet er ”hot” - især i Europa, fordi den 1. juni i år indføres der i Danmark, på linie med en række lande i Europa, et krav om, at alle danske soholdere skal give smertelindrende behandling af pattegrise i forbindelse med kastration.

Netværket af verdens kødekspertise træder nye stier, da der i år gøres et forsøg på at linke samtlige deltagere på et af internettets netværksværktøjer, LinkedIN. Ved tilmelding vil man få en invitation til at deltage i gruppen Meat Innovation Group MIG. Formålet er at tilbyde et virtuelt mødested, der også kan bestå, når konferencen slutter.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Lisbeth Nannerup, congress@lmc.dk

Se det foreløbige program på www.icomst2009.dk

Gå direkte til tilmelding på www.ics-online.com