Fjerkræbranchen

Den danske fjerkræbranche dækker to produktionsgrene, nemlig produktionen af slagtefjerkræ og produktionen af konsumæg.

Slagtefjerkræ
Produktionen af slagtekyllinger er den helt dominerende del af den danske slagtefjerkræbranche. Der produceres også ænder, gæs, kalkuner og strudse, men ikke i nær samme mængder.

I 2005 blev der slagtet 121 mio. slagtekyllinger i Danmark, svarende til ca. 180 mio. tons. Af øvrige fjerkrætyper blev der slagtet 1,5 mio. ænder, 1,1 mio. høns (primært fra ægproduktionen) og 55.000 kalkuner.

Der er ca. 260 besætninger med slagtekyllinger i Danmark. Hertil kommer et antal stalddørs – og hobbybesætninger. Sektoren har været igennem en betydelig strukturudvikling, hvor antallet af besætninger er reduceret betragteligt. Således var der omkring 10.000 slagtefjerkræbesætninger tilbage i 1970.

Også fjerkræslagterierne har været igennem en betydelig strukturudvikling, idet antallet er faldet fra ca. 70 slagterier tilbage i 60’erne til i dag fem større og fem små fjerkræslagterier.

Ved udgangen af 2006 blev der kun slagtet kyllinger i Danmark - slagtning af ænder, kalkuner og høns sker i dag primært på udenlandske slagterier, bortset fra meget små mængder.

Ca. 65 pct. af slagtekyllingeproduktionen eksporteres, med EU-landene som det primære marked (aftager ca. 77 pct. af eksporten). Andre vigtige markeder er de øvrige europæiske lande, Mellemøsten og Asien.

Æg
Produktionen af konsumæg sker i omkring 230 besætninger. Fordelingen er ca. 25 pct. med buræg, 10 pct. frilandsæg, 32 pct. med skrabeæg og 33 pct. med økologiske æg. Hertil kommer et antal stalddørs- og hobbybesætninger. I 2006 var produktionen 51,3 mio. kg. Der blev eksporteret ca. 41 mio. kg (omregnet til æg i skal) og importeret ca. 66 mio. kg. 

Også ægproduktionen har undergået en betydelig strukturudvikling. Således var der ca. 3.500 besætninger tilbage i 1970 mod ca. 230 i dag. Antallet af ægpakkerier er faldet betydeligt, fra flere hundrede tilbage i 60’erne til ca. 35 i dag, hvor af de to største indvejer over 90 pct. af æggene.

Organisering
Fjerkræbranchen er organiseret i brancheorganisationen Det Danske Fjerkræraad. Det Danske Fjerkræraad fungerer som paraplyorganisation for Dansk Slagtefjerkræ, som repræsenterer hele den danske slagtefjerkræsektor, dvs. slagtekyllingerugerier, slagtekyllingeproducenter og fjerkræslagterier, og Danske Æg, der organiserer ægproducenter, ægpakkerier og ægproduktfabrikker.

Det Danske Fjerkræraads bestyrelse består af repræsentanter fra hele den danske slagtefjerkræ- og ægsektor. Desuden er Dansk Landbrugs Erhvervsfjerkræsektion, der organiserer slagtefjerkræproducenter og ægproducenter også repræsenteret i bestyrelsen.