Moderne svineproduktion sker på mange forskellige måder. Lovgivningen stiller grundlæggende krav til, hvordan produktionen skal ske, men derudover er det op til den enkelte landmand at beslutte, hvordan hans produktion skal være. De fleste grise produceres som ”almindelige” grise, mens andre er specialgrise til hjemmemarkedet eller bestemte eksportmarkeder. |
En almindelig dansk gris
Uanset forskellighederne i dansk svineproduktion, er der nogle typiske træk, som går igen i de fleste grises livscyklus. Opdelt efter staldenheder er forløbet:
- Løbeafdeling
- Drægtighedsstald
- Farestald
- Smågrisestald
- Slagtesvinestald
Løbeafdelingen
I løbeafdelingen løbes (befrugtes) søerne – enten ved naturlig bedækning med en orne, eller ved Kunstig Insemination ("KS"). I løbeafdelingen er også orner, der skal sørge for at stimulere søernes brunst. Her går også polte, dvs. hungrise, som løbes for første gang, til erstatning for de søer der udsættes – dvs. tages ud af produktionen og sendes til slagtning.
Løbestalden har i Danmark traditionelt været indrettet med bokse til søerne, men i de senere år er systemer med løsgående søer blevet mere udbredt.
Drægtighedsstalden
Umiddelbart efter løbningen, eller senest fire uger efter løbningen når søerne er testet drægtige (det sker typisk ved ultralydsskanning af søerne for at se, om der er fostre i dem), flyttes de til drægtighedsstalden, hvor de går indtil ca. fem dage før faring (fødslen). I drægtighedsstalden kan søerne opstaldes enkeltvis i bokse, eller de kan gå sammen i større grupper (løsdrift). Løsdrift vinder hastigt frem, og i nye stalde er kun løsdriftssystemer tilladt.
Farestalden
I farestaldes farer (føder) soen. Søerne flyttes til farestalden ca. en uge før faring og går der indtil pattegrisene er fravænnet. Farestalden er indrettet med stier, hvor søerne går enkeltvis i bokse. Boksene er indrettet med "rækværk", der beskytter pattegrisene mod at blive lagt ihjel af soen.
Fravænningstidspunktet kan variere, men ligger i danske besætninger oftest mellem 3-4 uger efter faringen (fravænning må tidligst ske når pattegrisene er tre uger gamle). Ved fravænning flyttes søerne tilbage til løbeafdelingen, mens smågrisene flyttes til smågrisestalden. Læs mere om søer og smågriseproduktion.
Smågrisestalden
Smågrisene flyttes typisk til såkaldte toklimastalde, hvor der er lavet en overdækning i en del af stien. Overdækningen fungerer som en hule, hvor smågrisene ligger i læ og varmer hinanden. Grisene opholder sig i smågrisestalden til de vejer 25-30 kg, hvorefter de flyttes til slagtesvinestalden.
Slagtesvinestalden
I slagtesvinestalden går grisene typisk sammen i stier med ca. 15 grise i hver, afhængig af stiernes størrelse. Grisene opholder sig i slagtesvinestalden fra de vejer 25-30 kg og indtil de vejer ca. 100 kg, hvor de leveres til slagteriet. De er da 5-6 måneder gamle. Læs mere om slagtesvineproduktion.
FRATS
FRATS er et system, der har vundet meget frem. Betegnelsen er en forkortelse for ”FRAvænning Til Slagtning”, og indebærer, at grisene går i samme sti fra de fravænnes soen og indtil de sendes til slagteriet, dvs. en kombination at smågrise- og slagtesvinestald.
Produktionsmetoder
Der er forskellige måder at tilrettelægge svineproduktionen på. Produktionssystemet udgøres både af det staldsystem, grisene holdes i, og den måde, produktionen er lagt an på. Fx konventionel produktion eller alternativ som økologisk. Men også hvordan produktionen er tilrettelagt – om grisene starter i farestald, flyttes til smågrisestald og ender i slagtesvinestalden på den samme bedrift eller flyttes til andre gårde eller bedrifter undervejs. Nogle producenter har hele produktionsforløbet fra søer og smågrise til slagtesvin, mens andre har valgt at specialisere sig, så de udelukkende har søer og sælger smågrisene enten ved fravænning eller efter smågrisestalden, eller udelukkende har slagtesvin. Læs mere om produktionsmetoder.
Konventionel produktion
Den konventionelle eller ”almindelige” svineproduktion er ofte lagt an som beskrevet ovenfor. Produktionen lever naturligvis op til lovens og branchens bestemmelser hvad angår fodring, staldindretning mv. Størstedelen af produktionen i Danmark er ”konventionel”.
Økologisk produktion
Økologiske grise produceres efter officielle retningslinjer for økologisk produktion under det statskontrollerede ø-mærke. Mindst 80 pct. af foderet skal være økologisk og en del af det skal være grovfoder. Efter medicinsk behandling af dyrene er tilbageholdelsestiden (den tid der skal gå, inden grisene må slagtes) længere end den lovbefalede. Økologiske grise skal have adgang til det fri, fx i form af udendørs løbegårde. Søer skal have mulighed for græsning i sommerhalvåret. Der skal være halm eller anden strøelse i staldene, og der skal være fast gulv, der hvor grisene hviler sig.
Frilandsproduktion
Frilandsproduktion bruges især til søer, som holdes helt eller delvist på friland. Typisk farer søerne udendørs i hytter og går ude med pattegrisene indtil fravænning, mens nogle producenter vælger at holde dem inde under løbning og drægtighed. En del af specialgrisene - Frilandsgris og økologiske grise - har særlige krav til, hvordan grisene skal holdes udendørs.
Specialgrise
Der produceres en række specialgrise både til hjemmemarkedet og til eksport. Her lever produktionen op til særlige krav til fx spisekvalitet (krydsninger, køling, modning mv.), dyrevelfærd (fast gulv, halm, adgang til udendørs arealer etc.), fodring o.lign.
Dyrevelfærd
Kravene til husdyrenes velfærd er øget gennem en årrække. Det gælder både kundekrav og lovgivningskrav. I dag er de danske krav til dyrevelfærd strammere end EU-lovgivningen og går betydelig længere end lovgivningen i lande, som Danmark konkurrerer med på det internationale svinekødsmarked, fx USA, Canada og Brasilien. Det drejer sig bl.a. om krav om løsgående drægtige søer, gulvtyper og stiindretning til smågrise og slagtesvin, samt krav om rodemateriale og overbrusningsanlæg. Også for udendørs hold af svin er der krav til hytternes størrelse og grisenes muligheder for at regulere deres temperatur.
Kravene til dyrevelfærd er ens i både store og små besætninger.
Hvad kaldes grisen?
|
Orne |
hangris, der bruges i avlen |
|
So |
hungris, der bruges i avlen |
|
Sopolt |
hungris, der endnu ikke er løbet (parret) første gang |
|
Gylt |
hungris, der er drægtig første gang |
|
Galt |
kastreret hangris |
|
Pattegris |
nyfødt gris, der endnu dier hos soen (0-4 uger gammel) |
|
Smågris |
gris mellem 4 og 11 uger (fra 7-35 kg) |
|
Slagtesvin |
gris mellem 11 uger og 4-6 måneder – dvs. fra ca. 30 til ca. 100 kg |
|
Brunstig |
ornegal, parringsvillig |
|
Løbning |
Parring |
|
Faring |
Fødsel |
|
Kuld |
pattegrise født samtidig af samme so |
|
KS |
Kunstig sædoverføring - inseminering |
|
Inseminering |
løbning ved at soen får ført sæd ind i livmoderen vha. plastrør |