Kødets etiske kvalitet drejer sig om en række subjektive, holdningsprægede egenskaber, der ikke nødvendigvis kan ses eller måles. Den etiske kvalitet omhandler bl.a. dyrenes opvækstforhold og behandlingen på slagteriet.
Dyrevelfærd
Dyrevelfærden er et nøglebegreb nåde det gælder den etiske kvalitet. Kravene til dyrevelfærden i dansk husdyrproduktion er i høj grad reguleret via lovgivningen – både EU- og national lovgivning. Det gælder bl.a. krav til plads, indretning af stalde, rodematerialer, transport og slagtning.
Der er desuden en række specialproduktioner, hvor dyrevelfærden på forskellige vis går længere end lovgivningskravene, fx frilandsproduktion. Du kan læse mere om disse specialproduktioner under beskrivelserne af de forskellige produktionsgrene i Husdyrproduktion.
Miljø
Også miljømæssige forhold kan spille ind, når det gælder den etiske kvalitet. Her er det primært den økologiske produktion, der går længere end de gængse lovgivningskrav.
Slagtemetode
Slagtemetoden i form af rituel slagtning, fx halal- eller kosherslagtning, er for nogle også afgørende for den etiske kvalitet. En del kyllinger og kreaturer halalslagtes i Danmark.